’Det gav mig da lidt at tænke over’, siger Ole, som lige måtte hjem og vende det med hustruen.
Den ordning han kunne komme ind under på daværende tidspunkt, var med til at gøre det lettere for ham at træffe beslutningen. ’Det er klart, der er nogle økonomiske spørgsmål, man lige skal gøre op med sig selv. Kan det overhovedet lade sig gøre, pludselig at blive studerende igen?’
Ole valgte at takke ja til lærepladsen, da han grundet en kort ledighedsperiode kunne komme ind under en ordning, hvor arbejdsgiveren får tilskud på x antal kroner, hvilket kan bidrage til en højere løn som voksenlærlingen.
’Jeg havde nok fundet på noget andet, hvis ikke jeg kunne komme ind på den ordning’, fortæller han.
Tanken om at blive fagligt dygtig og lære noget nyt blev dog også mere og mere tiltalende efterhånden som Ole fik tænkt tingene igennem. ’Hvis du arbejder som ufaglært får du kun standardopgaverne og det bliver lidt kedeligt i længden. Min arbejdsgiver ved jo på forhånd, hvad jeg kan, men som lærling skal du igennem det hele og med den erfaring jeg har, kan jeg tage mange opgaver selv, siger han.’

Så Ole er tilbage på skolebænken. 55 år gammel og både ægtemand, far til tre og bedstefar til to, og han nyder at få lov at lære nyt og ikke mindst samværet med de unge mennesker på uddannelsen.
’Det er så opløftende at være sammen med de unge. Vi lærer noget af hinanden. Jeg har jo en masse erfaring med fra hele mit lange arbejdsliv, mens de kommer med en masse viden om f.eks. computere og det arbejde, der skal foregå der. Selvfølgelig skal der indimellem sluges nogle kameler, men det er på ingen måde slemt at være tilbage på skolebænken, tværtimod er det drønspændende og sparringen med de unge mennesker er det hele værd,’ siger Ole.

I et hjem med tre børn, hvoraf den ene på 28 år og den anden på 25 år er flyttet hjemmefra, mens den tredje på 21 fortsat bor hjemme, har der altid været liv og glade dage, når drengene havde deres venner med hjemme. ’Vi har altid åbnet vores hjem for de unge mennesker og det har været en stor fornøjelse at snakke med sønnernes venner.’
Selv nu, hvor de to ældste er flyttet hjemmefra og deres venner ligeså, har Ole og hans hustru glæden af at de unge stadig kommer hen og snakker, hvis de møder dem på gaden eller andre steder. Så det at være sammen med de unge mennesker på uddannelsen er ikke fremmed for Ole og det har åbnet øjnene i en ny retning for ham.

’Måske jeg skal være faglærer? Der er i hvert fald en af underviserne, der har spurgt om ikke det var noget for mig, fordi jeg har et godt tag på de unge. Det er jo et dejligt skulderklap at få, men jeg tror nu lige jeg skal have lidt erhvervserfaring som VVS montør inden.’
’Jeg kan godt se mig selv som underviser, konsulent eller andet i den stil. Noget, hvor jeg skal ud og tale med mennesker.’
Først og fremmest skal Ole være færdiguddannet og have sit svendebrev før noget som helst andet, og så er det spændende at se, om det at tage en erhvervsuddannelse åbner en helt 3. vej for Ole.